Sorry if you notice any errors on this page - we're updating our design. Thanks for your patience!

Aalborg Zoo

Aalborg Zoo – dyrebare oplevelser året rundt

På savannen gumler giraffer rundt sammen med zebraer, kuduer og de sjældne oryx-antiloper. Isbjørnen tager sig en svalende dukkert, den røde panda har lige fået serveret frisk bambus, og pludselig lyder et mægtigt brøl fra han-løven Akash, der fortæller hele haven, at det her er hans territorium. I Aalborg Zoo møder du 11 ud af de 12 mest populære zoo-dyr og som eneste sted i Danmark, kan du se den afrikanske elefant, Borneo-orangutangen og den asiatiske løve.

Aalborg Zoo er åben 363 dage om året – og ikke to dage er ens. Med langt over 100 forskellige eksotiske dyrearter er der lærerige oplevelser til hele året. Du kan følge dyrenes tilpasning til årstiderne, og se dyreungerne vokse. Og du kan gå på jagt efter de særprægede og mindre kendte dyr. I Sydamerika-huset kravler dovendyrene frit rundt i lianerne over dit hoved, og samme sted kan du komme tæt på bæltedyr og måske se en kapivar for første gang.

Istiden vender tilbage

En mammut ligger død på istidssletten, landskabet formes langsomt af isens kræfter, og i forskerteltet undersøges, hvad dyrefund og fortidens DNA kan fortælle os. I 2017 vender istiden tilbage til Aalborg Zoo i en interaktiv udstilling om dannelsen af det danske landskab og det rige dyre- og planteliv ved iskappens kant. Du kan møde rensdyrjægerne, lytte til lyden af is og få svar på, om vi er på vej mod en ny istid.

Gør Zoo til din baghave

Med et årskort til Aalborg Zoo kan du bruge parken som din egen baghave. Du kan lege på legepladsen så tit du har lyst, læse lektier med udsigt til girafferne på savannen, invitere familie og venner på picnic i det hyggelige grillområde eller bare nyde en stille stund i solen på den store plæne. Du kan også opleve Zoo by night til den årlige grillaften eller komme på morgenbesøg og være med, når dyrene vågner. En gang om året kan du invitere en ven gratis med i Zoo, du har fri adgang til alle årets spændende arrangementer i Zoo, og du får en række rabatter og gratis besøg i flere andre zoologiske haver i Danmark. 

"Vi er kun et kvarter væk fra byens centrum, og det er oplagt at bruge haven som et åndehul og en unik ramme for en søndagsbrunch med familien, en privat fest, en børnefødselsdag eller et firmaarrangement", siger marketingansvarlig Susanne Solskov, "Større selskaber kan bestille rundvisninger med kig bag kulisserne, "Dyste med dyrene" eller få et unikt skræddersyet arrangement." 

Fornøjelse og formidling går hånd i hånd i Aalborg Zoo. På Zoofariscenen opfører Zoos egne trænede dyr sammen med deres dyrepassere underholdende shows, der lærer publikum nyt om dyr fra hele verden. I elefanthuset er der fokus på bekæmpelse af krybskytteri i Sydafrika. Sammen med havens gæster støtter Aalborg Zoo et banebrydende projekt, der med stor succes kæmper for elefanter og næsehorns overlevelse. Naturbevarelse ligger i Zoos DNA, koordinerede avlsprogrammer sikrer sunde og levedygtige bestande af truede dyr, og fra flokken af oryx-antiloper bidrager Aalborg Zoo med dyr til genudsættelse af en art, der var udryddet i naturen.

International indsats

Aalborg Zoo lægger stor vægt på bevaring af truede dyrearter, naturbevarelse og bæredygtighed, og de spiller en væsentlig rolle i flere internationale projekter, hvor de, i samarbejde med diverse organisationer og andre zoologiske haver, bl.a. fokuserer på dyrebeskyttelse og –avl, formidling af viden og forskning. Læs mere om hvordan Aalborg Zoo gør en forskel.

Praktisk information

Aalborg Zoo har flere arealer, som indbyder til at slå sig ned på en grøn plæne og nyde stemningen. Så tag madpakken med i Aalborg Zoo eller nyd lækker mad fra Restaurant Skovbakken i Aalborg Zoo.

Du kan følge Aalborg Zoo på flere forskellige sociale medier, herunder både Facebook og Instagram.

Vil du med offentlig transport, så kører buslinje 11 fra Aalborg centrum til Aalborg Zoo.

Indgangen lukker en time tidligere end udgangen, så kom i god tid. Klik her for nærmere information om havens åbningstider.

Dyrene skal have mad, og det koster penge. Klik her for at få et overblik over parkens priser.

Hunde er selvfølgelig lige så velkomne som deres ejere, men skal dog føres i snor.

Læs mere om Aalborg Zoo...


Del denne side

Opdateret af:

VisitAalborg info@visitaalborg.com
 

Kontakt

Adresse

Mølleparkvej 63
9000 Aalborg

Telefon

+45 96 31 29 29

Fakta

  • Faciliteter

    • Børne zoo
    • Medbragt mad tilladt
    • Restaurant/Cafe
    • Parkeringsplads for busser
    • Aktivitetsmuligheder for børn
  • Klassifikation

    • Johanneskors
    • God adgang
  • Type

    • Zoologisk have

Find vej

Find vej til dette sted

Fra

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 9.8998544014281
Latitude : 57.038314440348