De Hvide Badehuse

Den Hvide By på Løkken Strand

Hver år fra maj til september står der ca. 480 badehuse på stranden i Løkken

Et badehus på Løkken Strand er mere end blot et hvidt skur. Det er symbolet for Løkken, fordi badehuset samler familien til en dejlig dag ved vandet, og er samlingspunktet til en grillaften.   

I sommerperioden kan du opleve de 500 privatejede badehuse langs Løkken Strand. Nyd synet når lyset reflekteres i den lange række af hvidmalede huse, også kaldet 'Den hvide by'.

Perler på en snor

På stranden ved Løkken står de hvide strandhuse i lige rækker som perler på en snor. Oprindeligt var strandhusene små huse på hjul, der blev trukket ned på stranden, så hotellernes gæster kunne klæde om.

For stor succes

I 1925 blev der for alvor sat gang i byggeriet af private strandhuse, og badehusene skiftede karakter og fik vinduer, og badelivet blev folkeligt. De blev så populære, at de faktisk var ved at blive kvalt i deres egen succes og blev indrettet og benyttet som sommerhuse. Dette ophørte dog i 1933, da der kom et forbud mod overnatning i husene.

Senere blev der indført regler om, at husene skulle stå i lige rækker, og at de skulle være hvide. Husene anbringes almindeligvis i en afstand af 10-15 meter fra klitfoden, således at husenes facader kommer til at forme en ret linie eller regelmæssig kurve.

Primært lokale, der ejer strandhusene

Det er i høj grad lokale, der ejer strandhusene. Man køber strandretten af kommunen og skal derefter selv skaffe et strandhus. Der er helt specielle mål for, hvor store vinduerne må være, hvor højt, bredt osv.

Ofte går husene i arv fra generation til generation, men strandretten skal stadig skaffes gennem kommunen. Det er ikke tilladt at overnatte i strandhusene, men de lokale nyder sommeren og udsigten til Vesterhavet fra deres strandhuse i løbet af dagen. 

Kommunen har givet tilladelse til opstilling af 485 strandhuse - i daglig tale "badehusene".  Så der er lang ventetid på at komme til at nyde livet i et badehus på Løkken Strand, hvis man ønsker at komme til en strandret.

Turisterne må nyde synet

Det er ikke tilladt at leje husene ud til gæster, trods mange spørgsmål herom fra interesserede gæster og turister i byen. Badehusene hænger dog uløseligt sammen med sommergæsternes oplevelse af byen og er et af byens vartegn, sammen med Signalmasten og vandtårnet i klitterne ved Løkken Strand.  

Badehuse i bybilledet

Badehusene er et vartegn for Løkken og det går igen i indretningen i nogle af byens forretningslokaler, herunder tøjbutikken Levins. Der er indrettet prøverum som badehuse.

Restaurant Løkken Badehotel har også taget det op og har indrettet "Badehuset", som en særskilt rum til restauranten, som man bl.a. kan leje til arrangementer. Endelig sælger isenkræmmerbutikken Kop&Kande i Løkken små souvenirs af badehusene.  

Del denne side

Opdateret af:

Løkken Turistbureau turistbureau@loekken.dk
 

Kontakt

Adresse

9480 Løkken

Telefon

+45 98 99 10 09

Fakta

  • Type

    • Vandretur

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 9.7086141777
Latitude : 57.376244307