Palmestranden i Frederikshavn

Hvidt sand, vajende palmer og udsigt til den lille ø Hirsholmene - Palmestranden i Frederikshavn byder på mange dejlige stunder på stranden.

Palmestranden - en herlig skør idé

Da idéen til palmestranden tog sin begyndelse i 2004, var Teknisk Udvalg i Frederikshavn Kommune ikke sen til at godkende projektet. De første 30 palmer blev placeret sammen med eksotiske tangparasoller og der blev anlagt en beachvolleybane.

Palmestranden gik rent ind både i pressen og hos tusinder af glade badegæster.

Året efter blev palmerne suppleret med 30 nye og eksotiske palmer. De leverede feriestemning og skygge fra juni til midten af september. Dertil blev fire nye beachvolleybaner etableret.

Flere palmer

Nu er antallet af palmer oppe på 70 og udover beachvolleybanerne bagved klitterne, er der også en beachvolleybane på stranden og én ude i vandet.

Dertil er der etableret to beachhåndboldbaner. Midt på stranden findes et udekøkken i en tropisk strandbar. Strandbaren indbyder til at holde en lille fest. Private fester og sammenkomster er tilladt, blot du tager hensyn til andre strandgæster. Større arrangementer som koncerter og turneringer m.m. kræver tilladelse.

Lidt om stranden  

Palmestranden er godt 400 m lang og 30-50 m bred. Klitter og gryder sørger for, at der er læ for vinden og plads til uforstyrret solbadning, og hvis den tropiske stemning skulle blive for meget, er der almindelig nordjysk sandstrand umiddelbart nord og syd for palmestranden. 

Fakta om palmerne

Der findes to typer palmer på stranden, hørpalmer og daddelpalmer. Hørpalmerne er 3-4 m høje. De kan blive op til ca.10 m. Bladene er vifteformede. Hørpalmens naturlige levested er i det centrale og sydlige Kina.

Daddelpalmerne er ligeledes 3-4 m høje, men kan blive ca. 20 m. Bladene kan blive 5 m lange og1 m brede. Frugterne kan ikke spises. Palmerne stammer fra de Kanariske Øer.

Del denne side

En helt perfekt badestrand

Palmestranden er er børnevenlig med stille, roligt vand, lav vanddybde, skygge fra palmerne og spændende aktiviteter. Stranden har Blå Flag status, hvilket betyder at vandkvalitet og toiletfaciliteter er i top. 

Tilgængelig for alle

Der er gode parkeringsmuligheder meget tæt på stranden, og i den sydlige del af Palmestranden er der direkte adgang for kørestolsbrugere. 

Lav et arrangement

Palmestranden

Du kan altid bruge stranden til private fester og sammenkomster; polterabends, familiefester eller andet, du skal dog tage hensyn til de andre strandgæster. 
Du kan ikke reservere stranden til private arrangementer.
Husk at efterlade stranden, som du selv ønsker at modtage den.

Udenfor sæsonen

Palmer

Udenfor sæsonen bliver palmerne, baren, parasollerne og de andre ting på Palmestranden flyttet indendørs, så de er beskyttet mod vind og vejr. Sæsonen varer normalt fra slut maj/start juni og frem til midt september.