Lønstrup for børn

Besøg vandlandet i Skallerup Seaside Resort Feriecenter
Lønstrup er et eventyr af strand og vand, hygge og leg. Besøg det store vandland, rid en tur på stranden, tag på skovtur i den fantastiske natur.

Er du så heldig, at du skal besøge den hyggeligste kystby Lønstrup med den skønne og afslappende atmosfære, har du mulighed for at lade dine forældre nyde den rolige feriestemning, imens du selv får tid til at lege. Lønstrup er nemlig en by, der garanteret vil falde i dine forældres smag, og derfor er det et sted, hvor man kan slippe for besværlige og utålmodige forældre. Byen sætter de perfekte rammer for en sjov og hyggelig familieferie.

Følg eventyret gennem den bakkede bys små stier, der snor sig rundt igennem byen og byder på skønne, små opdagelsesrejser, da stierne ikke umiddelbart røber, hvor eventyret fører hen. Se kunsten og kunsthåndværket, og hvordan den bliver skabt blandt de mange charmerende keramikere, glaspustere, smykkekunstnere, billedkunstnere og gallerier. Tag på cykeltur, vandretur eller insektsafari i den enestående natur i området eller prøv et af de forskellige arrangementer, der kan ses i aktivitetskalenderen. Besøg Mårup Kirke og Rubjerg Knude, og få et spændende indblik i naturens og tidens fascinerende veje.

Får forældrene brug for et lille hvil, kan I sætte jer på en af bænkene langs kysten eller ved det gamle redningshus. Højt oppe over det blå Vesterhav kan I nyde solens glimt i vandet, den friske duft af hav og betragte de mange skibe.

Ved sportspladsen på Nydalsvej i Lønstrup ligger en legeplads med blandt andet fodboldbane, legeredskaber og bålhytte, og selvom det altid er rart med mulighed for en gyngetur, er byens mest vidunderlige legeplads absolut den brede sandstrand, der indbyder til al slags leg - hvad enten det er fangeleg, fodbold, volley, tennis, sætte drage op, bygge sandslotte eller kanaler med vand. Stranden er bilfri, hvilket sætter de perfekte rammer for et sjovt vandeventyr.

Du kan vandre langs vandkanten og bygge dæmninger i bækkens udløb, udforske bunkere, smide sten i vandet eller hoppe over bølgerne og undersøge dyrenes forskellige fodspor i sandet.

Stranden byder på et særligt dyreliv ved kysten på grund af kystsikringsstenene, så tag nettet med og fang krabber mellem stenene med et lille net eller ved hjælp af en musling i nettet eller på en snor med en tøjklemme. Du kan også fange søstjerner, muslinger, vandmænd og måske en lille stime af små fisk.

Der er gode muligheder for at opleve stranden fra hesteryg med start ved Skallerup Klit og Nørlev.

Saml strandskatte eller lav fantasidyr eller en farlig tangtrold af skaller, muslinger, sten, tang og krabbeklør. Vælg en krop blandt strandfundene, og lim hoved, ben, ører, horn og hale på.

Tag madkurven med og smid et tæppe i det bløde sand, og rammerne er sat for en middag, der er en prins eller prinsesse værdig.

Skulle du få lyst til at udforske området lidt, bortset fra de hyggelige lokale omgivelser i Lønstrup, er der også masser af muligheder lige om hjørnet: Få kilometer fra Lønstrup findes Skallerup Seaside Resort Feriecenter, der blandt andet byder på vandland, svømmehal, bowling, spil, sportshal, legeland og legeplads. I forbindelse med feriecenteret findes en bondegård med vaskeægte bondegårdsidyl. Her vrimler det med søde, små dyr, og du har mulighed for at komme ind i stalden eller deltage i livet på gården.

I nabobyen Løkken findes Action House, der blandt andet tilbyder spil, gokart og legeland for de mindste.

Området vrimler med små og store oplevelser: Du kan med fordel besøge Vennebjerg golf og Fiskepark, Svømmehallen i Løkken, udfordre storesøster til fodboldgolf, besøge Family Farm Fun Park, og i sommerhalvåret kan du selvfølgelig også opleve Fårup Sommerland, der blot befinder sig en halv time væk. I Lønstrup er du tæt på alt. Eventyrene i lysets land er uendelige…

Del denne side

...Og Danmark i børnehøjde