Fugle i Toppen af Danmark

Besøg Toppen af Danmark, der er et af Nordeuropas bedste fuglekiggersteder. Få gode tips til en succesrig fugletur.

Toppen af Danmark - et af de allerbedste steder at se på fugle

Lysets Land er fantastisk for fugleinteresserede. Området byder på flere forskellige steder med mange fuglearter med alt fra fuglekonger til traner. Ved de mange strande, hav, hede, strandenge og skove kan du både se almindelige fuglearter og sjældne arter.

Fugle året rundt

I Toppen af Danmark kan du se spændende fugle året rundt, men for trækfugle og specielt rovfugle er perioden ultimo marts til primo juni højsæson. Derudover kan du opleve efterårstrækket med masser af vadefugle og havfugle som terner, måger og alkefugle.

Hvor kan man se fugle?

1 Stensnæs - strand og strandeng

En lille knude, der stikker ud i Kattegat syd for Sæby ved byen Lyngså. Ved Stensnæs finder du fra september frem til maj mange vadefugle; stenvender, præstekraver, ryler, storspove, vibe, strandhjejle og strandskade. Desuden lysbugede knortegæs i efterår og forår og en del småfugle.

2. Sæbygård Skov - bynær jungle

Foråret i maj byder på mange fugleoplevelser, når fuglene har travlt med redebygning, rugning og fødesøgning. Eksempler på fuglearter er alliker, gråkrager, mejser og skov- eller gransangeren. Desuden kan du være heldig at se en isfugl.

3. Elling Strandenge og Elling Å

Ligger klemt inde mellem Strandby og Frederikshavn med udløb i Kattegat. Her er et rigt fugle- og dyreliv med f.eks. måger, gæs, ænder og skarver. Vadefuglene samles desuden her på forårs- og efterårstrækket. Området ligger dejligt tæt på Rønnerhavnen. Tag en morgengåtur fra havnen og spot hurtigt de mange fugle.

4. Råbjerg Mile og Milesøerne

Området med Råbjerg Mile og Milesøerne byder ikke kun på fantastiske fugleoplevelser, men også på unikke naturoplevelser. Se tranen, bynkefuglen eller storspoven, og oplev samtidig det spænden dyre- og planteliv i området.

5. Skagens Gren

Skagen er især kendt for det store rovfugletræk i foråret med start ultimo marts til primo juni. I den periode kan man se musvåger, ørne og andre rovfugle kredse rundt inden de fortsætter deres færd over havet. Hvis man vil se fugle på Grenen er det nemmest at parkere ved Grenen Kunstmuseum og gå ud derfra.

6. Flagbakken v/ Skagen

Ligger syd for hovedvejen lige før Skagen by. Flagbakken er det højeste punkt i Skagen og derfor perfekt som fugleobservationspunkt. Du kan finde en rovfugleinformationstavle på stedet til at hjælpe med identifikationen af de mange fugle, som du ser på din tur.

7. Nordstrand

Et godt fuglekiggersted med gode udsigtsforhold over havet og over land på én gang. Derfor kan du tydeligt se de mange fugletræk både forår og efterår. Placér dig ved bunkerne i området eller i yderste klitrække og hold udkig. Fuglene skal nok dukke op.

8. Vandplasken

Et lille fredet område ved Kærsgård Strand, der sammen med Skallerup Klit og Tornby Strand tiltrækker mange fugle. Oplev de trækkende fugle fra klittoppene - såvel rovfugle, småfugle som vadefugle. I området yngler flere fugle også. Der er ikke adgang til selve Vandplasken, men søen kan ses fint fra klittoppene.

9. Rubjerg Knude

Landskabet ved Rubjerg Knude og Rubjerg Plantage er helt unikt; også hvad angår fuglelivet. Her finder du et stort havtornekrat, der fungerer som et godt gemmested for ynglende fugle, bl.a. fasanen, sanglærken, gulspurven, solsorten og stenpikkeren.

10. Hirtshals Havn og Fyr

Har en perfekt beliggenhed for at kunne observere fugletræk, da kysten lige her slår et 90 graders knæk. Desuden kan du ofte se måger i området pga. de mange fiskeriaktiviteter ved havnen. Ved fyret er der en flot udsigt til at iagttage fugle. Eksempelvis kan du se de mange vadefugle, der er blevet tiltrukket af et stenrev i havet ud for fyret.

Læs mere om de forskellige steder i fuglefolderen

Del denne side

Ørnens rige

Ørnereservatet, Tversted

Besøg Ørnereservatet i Toppen af Danmark og oplev de kongelige fugle på tæt hold.

Ørnereservatet, Tversted

Fuglearrangementer

Kom til årligt tilbagevendende fuglearrangementer; med eller uden guide. Deltag f.eks. i:

Skagen Fuglefestival

Naturens / Fuglens dag

Toppen af Danmarks fuglefolder

Fuglefolder

Download Toppen af Danmarks fuglefolder og læs mere om de mange fuglearter og fuglekiggerstederne. Eller hent den på et af de lokale turistbureauer.

Fuglefolder

Hvor er der fugleudsigtstårne?

Fugleudsigtstårn i Toppen af Danmark

Flere steder i Toppen af Danmark er der opsat fugleudsigtstårne, så du bedre kan iagttage det rige fugleliv.

Find udvalg af fugleudsigtstårne

Gode links

Få mere viden om fugle og find de aktuelle fugleaktiviteter:

Naturstyrelsen.dk

Dansk Ornitologisk Forening (DOF)

DOF Nordjylland

DOFbasen.dk