Sommerhuse i Toppen af Danmark

Sommerhuse i Toppen af Danmark

I Toppen af Danmark er traditionen for at leje sit sommerhus ud til feriegæster stor. Det betyder, at udvalget af sommerhuse er stort og du kan vælge mellem mange forskellige typer og størrelser – lige fra små enkle, hyggelige træhuse til store, veludstyrede luksuspoolhuse – alle indrettet individuelt med charme og personligt præg. Du finder dejlige sommerhus både på Vestkysten (Løkken, Lønstrup, Hirtshals og Tversted) samt på Østkysten (Skagen, Frederikshavn og Sæby). Mange sommerhuse kan benyttes hele året rundt, og der er derfor ingen grund til ikke at opleve Toppen af Danmark i et sommerhus både om efteråret, til jul eller til påske.

Ferie i et sommerhus - hygge og afslapning

Når du lejer et feriehus i ferien, bestemmer du selv hvordan ferien skal være. Aftensmaden kan du selv tilberede af de lokale råvarer, eller du kan benytte en restaurant i nærheden. Sid på terrassen, slap af og nyd vejret og udsigten. Glem tiden og nyd dagene, som du selv bestemmer indholdet af. Stemning og hygge, mens ilden knitrer i pejsen eller brændeovnen. Et spil med børnene på terrassen, lig på græsplænen og kig på stjernene. Du bestemmer. Nyd ferien i et sommerhus i Toppen af Danmark.

Beliggenheden af sommerhusene

Mange sommerhuse i Toppen af Danmark ligger tæt på kysten, nogle sommerhuse ligger tæt på byerne, andre i naturområder, nogle har fantastiske udsigter, andre har meget udenomsplads eller ligger fuldstændigt i læ. Mulighederne for at finde et sommerhus, der falder lige i smag både med hensyn til beliggenhed og indretning m.m. er store i Toppen af Danmark.

Husk at booke dit sommerhus i god tid

Udlejningen sker gennem forskellige professionelle feriehusudlejningsbureauer, som kender de enkelte huse i deres område godt og tager sig af alt lige fra bookingbekræftelsen til udleveringen af nøglen. På de respektive udlejningsbureauers hjemmesider kan man hurtigt og bekvemt skaffe sig et overblik over husene og booke det ønskede hus online, hvis det er ledigt. I højsæsonen kan husene kun lejes på ugebasis (oftest fra lørdag til lørdag), men uden for højsæsonen er det muligt at tage på miniferie eller finde andre specialtilbud og rabatter.

Faciliteter i sommerhuset

Som før omtalt er der naturligvis forskel på husene, da de er privatejede og man kan heller ikke forvente at alt er splinternyt, men helt generelt er de alle udstyrede med alt nødvendigt køkkengrej, service, senge, dyner og puder til det antal personer, som sommerhuset er beregnet til. Sengelinned, håndklæder og viskestykker skal medbringes hjemmefra eller kan også nogle steder lejes hos udlejningsfirmaet.

Udover lejen af huset skal du betale for dit strømforbrug og har du ikke lyst til selv at stå for rengøringen af sommerhuset ved afrejse kan du betale dig fra det – hør nærmere om bestilling af rengøring hos udlejningsbureauet.

Del denne side

Mountainbike i skov

Hold aktiv ferie i Toppen af Danmark

Vær aktiv i din ferie. Lej en kano, en cykel eller tag på en guidet ridetur og oplev naturen på nært hold.