Cykelruter ved Frederikshavn

Cykelruter ved Frederikshavn

Frederikshavn byder på dejlig natur med skov og strand, og det hele bliver bare bedre, når du oplever det fra en cykel

Hver tur i og rundt Frederikshavn har sin charme.Kør mod syd til Bangsbo med den Botaniske Have, museet, Møllehuset og dyrehaven. Fortsætter du herfra mod vest kommer du til Vandværksskoven med søen og de krogede gamle træer, videre helt op til Cloostårnet der rejser sig på toppen af bakken - her er der en fantastisk udsigt. Kør herfra til Knivholt Hovedgaard hvor du kan se Danmarks største ølsamling, fasaner og komme tæt på historien.

Du kan også vende cyklen mod nord til Palmestranden, hvor du om sommeren har mulighed for det perfekte hvil med is og afslapning i palmernes skygge. Herfra er der god cykelsti til Strandby og videre til Skagen, hvor Danmark ender.

Når du er på cykelferie er det oplagt at overnatte i Frederikshavn 
Det er nemt at komme til byen med færge, tog, bus eller med bil fra motorvejen. Tag en overnatning eller to i byen og cykl ud på ture i den dejlige natur der er rundt om byen. I hele området er der mange afmærkede nationale, regionale og lokale cykelruter, som fører dig gennem en enestående natur og smukke landskaber til hyggelige byer. Vil du opleve mere, er der også mange forskellige overnatningsmuligheder langs ruterne.

På mountainbike gennem skov og krat
Er du til fart og spænding? I Frederikshavn finder du en spændende og udfordrende mountainbike-rute i Katsig Bakker. Du kan også tage en tur i Vandværksskoven. Her er ruterne ikke afmærkede og tur skal foregå med respekt for naturen og området.

OPLEV FREDERIKSHAVN FRA EN CYKEL - HER ER GODE CYKELSTIER TIL ALLE FORMÅL

Den Grønne Tur er en cykelrute på 60 km i og rundt Frederikshavn. Du kan vælge at cykle hele turen eller dele den op i mindre etaper. Undervejs er der flere pit-stops med mulighed for at hvile ud og den nyde den smukke natur.

Turen er 8 km lang. Den går gennem både Botanisk Have og Dyrehaven, for at fortsætte til den snoede Vandværksskov og Vandværkssøen. Et centralt punkt på turen er det 60 meter høje Cloostårn. Et godt sted at holde pause, og måske komme en tur op i toppen, hvis tårnet er åbent.