Hirsholmene

Navnet, Hirsholmene eller Hælsholmæ betyder "Øen hed halsen".

Øgruppen, som er Danmarks nordligste ligger ca. 7 km NØ for Frederikshavn på et flak, der går ud fra blåler og sand på stenrev, bragt sammen under istiden.

Øerne består af Hirsholm og Græsholm samt flere mindre holme og rev.

For skærgårdsfugle er øerne et paradis, og siden 1929 har fuglelivet været fredet, og al færdsel ud for Hirsholm er forbudt. Ud over de sjældne fuglearter, er det især måge-kolonierne, der præger øerne, ligesom de fungerer som hvileplads ved fugletræk.

Potteskår og flintestykker vidner om, at Hirsholmene har været beboet længe før historisk tid.

Det højeste indbyggertal nåede man i 1870-erne med 225 indbyggere. Frem til 1583 ejedes øerne af Kronen, men herefter fulgte en lang periode med skiftende adelige ejere. I 1884 blev øerne solgt til Marineministeriet, og hører i dag under Miljøministeriet.

Hirsholmene Kirke stammer fra 1641. Tidligere måtte holmboerne til Elling Kirke, men da det forekom, at børn døde uden dåb, og at lig kunne ligge i op til fem uger, før de blev begravet, blev der oprettet et sognekald på øen.
Adelsmanden Otto Skeel byggede kirken, som blev opført i bindingsværk med stolper af egetræ. Senere blev den dog grundmuret og våbenhuset blev tilføjet. Nu hører Hirsholmene under Frederikshavn sogn, og der afgår kirkebåd til gudstjeneste på øen nogle gange om året, - fortrinsvist i sommerhalvåret.

Den første skole blev oprettet på øerne i 1641, men i 1970 kom Hirsholmene med i Frederikshavn Kommune, og skolen blev nedlagt.

Fiskeri var hovederhvervet fra 1600 til 1800 tallet. Lodseri har også været en vigtig næringsvej, men blev nedlagt i 1916 pga. Kielerkanalens åbning. Strandinger har givet gode biindtægter, og smugleri var heller ikke ukendt. Fyrvæsen og postbåd var også nogle af erhvervene.

Det første fyr blev opført i 1853 og ses nu som en tilbygning til fyrmesterboligen. Det nuværende fyr er fra 1886, og fyrmesteren var øverste myndighed på øen. I 1995 blev fyret automatiseret.

Fra 1760 til 1909 var der en kro på øen. Den fungerede også som landhandel, og er den eneste forretning, der har været på øen.

Postbådsforbindelsen blev startet i 1872, og i dag sejles der ca. tre gange om ugen fra Frederikshavn.

Hovedparten af husene på øen er i dag sommerhuse, men der er enkelte fastboere på øerne. To af bygningerne bruges p.t. som kunstnerboliger, som kan lejes af alle typer kunstnere - der er dog planer om at kunstnerboligerne skal laves om til overnatningsmulighed for havkajaksejlere.

Nærmere oplysninger om sejltider 

Ø-gruppen er fredet. Hunde og katte må ikke medbringes.

Del denne side

Opdateret af:

Turisthus Nord aj@turisthusnord.dk
 

Kontakt

Adresse

Hirsholmene
9900 Frederikshavn

Fakta

  • Faciliteter

    • Toilet
  • Type

    • Ø

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 10.625001399
Latitude : 57.4851251