Hannevarming Familie skulptur

Kunst i det fri i Hjørring

Udendørs skulpturer og kunstværker præger bymiljøet i Hjørring og Sindal. Overalt kan du se smukke kunstværker og blive inspireret af de spændende skulpturer.

Hjørring Kommune er meget rig på offentligt tilgængelig kunst. Der findes ca. 250 skulpturer, hvilket betyder, at Hjørring er den by i Danmark, som har flest skulpturer pr. indbygger.

En af de mest kendte kunstværker i Hjørring er ”Ringen”, på Springvandspladsen. Ringen er udført i granit og bronze af Claes Hake. Også i de mindre byer i Hjørring kommune kan du se flotte skulpturer udført af både danske og udenlandske kunstnere.

I Bjergby kan du tage på opdagelse i kunsten ved at følge Kunstruten, der løber mellem Bjergby og Mygdal. Her kan du se og opleve skulpturer i det fri og besøge lokale kunsthåndværkere. Du kan bl.a. opleve ”Menneskedyret” en granitskulptur udført af den lokale billedhugger Claus Ørntoft. Ligeledes finder du Peterspladsen, en fascinerende dyreskulpturpark udført af den indfødte Bjergbybo Peter Jensen (1898 – 1985), der indtil sin død havde skulpturerne opstillet i egen have. ”Langs Stien” er et lydværk af billedkunstner Elsebeth Jørgensen. Lydmontage og naturoplevelser er kombineret til en helt speciel oplevelse på denne 2,8 km smukke vandretur. 

Tolne er et sted, hvor flere kunstnere har bosat sig og området byder derfor på forskellige kunstneriske oplevelser. Tolne Skovpavillon ligger hvert år lokaler til en række skiftende udstillinger.

Springvand i Sindal

I 1990 satte Sindal-boerne sig for at lave 100 springvand. I dag er det blevet til 107 springvand og andet vandkunst rundt om i den tidligere Sindal Kommune, og der kommer stadig flere til. I skulpturguiden for Hjørring kommune kan man læse nærmere om de forskellige kunstværker. 

Forskellige kunstnere har bidraget til de mange springvand i Sindal bl.a. Kirsten Jensen, som har lavet en stor vandkunst med en smuk harmoni mellem sten og vand. De robuste granitsøjler med godt fremfundne fossiler fuldender miljøet omkring biblioteksbygningen. Vandkunsten på Nørre Torv, De fem hermer, er lavet af Niels Helledie, kendt af de fleste ikke mindst for sin kirkekunst. I Sindal har han for første gang arbejdet med et helt byrum. Hele Nørre Torv er bygget op omkring denne kæmpemæssige vandkunst, og her ser vi, titlen til trods, utallige symboler på handel og andre verdslige byfunktioner. I Sindal er hermernes hoveder genstand for mange forskellige tolkninger. Den lokale designer og kunstner Niels Chr. Bach har designet og skænket Vandkunsten til byens 125 års jubilæum i 1996. Denne forestiller Sindal som Soldalen i Vendsyssel mellem hav og natur. Dette springvand blev i 2007 kåret til det flotteste springvand i Nordjylland. Kunstnerparret Irené og Per Frøsig har lavet den troldmandsagtige vandtrappe. Materialerne er indfarvet beton, keramik, træ og metal.