Sommer i Frederikshavn

I Frederikshavn starter sommerperioden for alvor, når der er palmer på byens berømte Palmestrand. Lokalt kaldes Frederikshavn ’Den lille storby,’ da du her møder et internationalt trafikknudepunkt, og byens gader summer af lyden fra mange forskellige sprog.

Den lange hyggelige gågade danner ramme om den centrale del af byen. Her ligger de mange spændende specialbutikker på række, og du kan blive fristet af alt fra vin og tobak hos Vinoble til livsstilsprodukter hos Søndergaard F.

Palmestranden

Hver sommer står palmerne smukt på Danmarks eneste Palmestrand, her lokker det glitrende blå hav og den lækre hvide sandstrand mange besøgende til. Palmestranden er børnevenlig med stille, roligt vand, lav vanddybde, skygge fra palmerne og spændende aktiviteter. Her passer Trygfondens livreddere på dig – du oplever en nærmest sydlandsk stemning og har udsigt til den lille øgruppe Hirsholmene.

De mange palmer er ægte, og de overvintrer i kæmpestore drivhuse, for at de kan overleve til næste sæson. Hvert år i maj vender de tilbage på stranden og forsøder tilværelsen for de mange, der gerne vil slappe af med hvidt sand, rent badevand med små lette bølger og solbadning under de svajende palmer. Vil du have mere gang i den, indbyder de lækre beachvolley baner til en rask kamp. Du kan købe en lækker isvaffel fra Palmestrandens Ishus, og der er fine toiletforhold ved siden af ishuset.

Den herlige natur

Naturen omkring Frederikshavn indbyder til aktive oplevelser, uanset om du har vandresko eller cykel med på ferie. Glæd dig til smuk natur i overflod. Du finder bl.a. Bangsbo Dyrehave, Bangsbo Botaniske Have, Bangsbo Museum,  naturlegeplads mm. Du kan også lave en afstikker op på Pikkerbakken, hvor du har udsigt ud over byen, Ålbæk bugt og helt til Skagen i godt vejr.

I Bangsbo Botaniske have, omkring Gartnerhuset finder du en indførelseshistorisk frugt- og bærhave med omkring 100 frugt- og bærsorter, og bonsaisamlingen, som består af omkring 100 bonsaitræer. Rosenhaven er anlagt som en labyrint og er en fryd for sanserne, når man bevæger sig rundt. Blandt tulipaner og klematis står her 200 forskellige rosensorter, her finder du jordens nok smukkeste rose i det 20. århundrede, nemlig Bangs-bo-rosen.

Er du til cykelture må du ikke gå glip af hærvejsruten i Frederikshavn. Strækningen går fra Frederikshavn til Jyske Ås. På denne strækning kommer du igennem det smukke kuperede landskab sydvest for Frederikshavn. Først ad små biveje langs Bangsbo Ådal, dernæst af grusvej gennem området Hestvang. Vel gennem dette kuperede landskab til Hørbylund Hovedgård. Derfra går turen igennem et fladere landskab ud over et stort plateau, som er en gammel fjordarm, til Østervrå. Strækningen slutter ved Nymølle Bæk, som er et af Vendsyssels mest fantastiske naturområder, lige i kanten af Jyske Ås.

Krudttårnet - byens vartegn

Mellem byen og havnen står Frederikshavns vartegn Krudttårnet, der blev anlagt i 1690 og var det centrale bygningsværk i citadellet (fæstningen) Fladstrand (Frederikshavn), som var blevet bygget i 1653. Krudttårnet er helt sikkert et besøg værd. Det er nu et museum med krudt og kugler samt historien om Fladstrand og flådens historie. På øverste etage ses den særprægede tagkonstruktion foruden kanoner.

Sommeren i Frederikshavn er fyldt med spændende oplevelser!

Andre oplevelser i Toppen af Danmark