Skagen Kirke

Skagen kirke, som vi kender den i dag, opstod i 1910 som en gennemgribende udvidelse af den hidtidige noget mere beskedne kirke fra 1841, bygget af den berømte arkitekt C. F. Hansen (kendt for bl.a. Københavns domkirke).

Kirkeudvidelsen blev forestået af arkitektduoen Ulrik Plesner og Thorvald Bindesbøll, som lykkeligt formåede at kombinere C.F. Hansens nyklassicistiske kerne med et mere tidstypisk udvendigt præg og frodige blomster-arabesker i den indvendige udsmykning.

Adskillige kunstneriske udtryk præger kirkens indre:

Joakim Skovgaard har malet den store altertavle med julekrybben i Betlehem, og i vor tid har Arne L. Hansen bidraget med alterbordsforsidens tre kvadratiske og farvestærke felter skildrende påskens begivenheder.

Det store krucifiks på kirkens nordvæg og Golgata-scenen i messing på alterbordet er udført af Niels Helledie.

Kirkens orgel er leveret af Marcussen & Søn i 1962 og blev i 2010 udvidet med fire nye stemmer. I 2018 har orgelet fået en obo i svelleværket og har således 31 stemmer.

Kirken er åben fra kl. 8 til 18 alle dage.

Skagen kirkes sognehus er beliggende lige overfor kirken i det gamle missionshus, ’Emaus’.

Skagen kirkegård (Assistents kirkegård) er beliggende på Chr. X’s vej 30. Kapellet er bygget i 1925 og tegnet af Ulrik Plesner. Der er ligeledes en kirkegård på Markvej i Skagen og i Gl. Skagen, Højen kirkegård.

Læs mere om Skagen Kirke 

Del denne side

Opdateret af:

Turisthus Nord aj@turisthusnord.dk
 

Kontakt

Adresse

Ved Kirken 2
9990 Skagen

Telefon

+45 98442644

Fakta

  • Type

    • Sognekirke
    • Bykirke

Transport

Se geokoordinater

Longitude : 10.585569
Latitude : 57.721595