Rene Zeeberg på toppen af skagen

Et hektisk år går på hæld

12/18/2019René Zeeberg
Foto: Turisthusnord

Nu står julen og nytåret for døren, og det er den tid på året, hvor det traditionelt er tid både at gøre status over året, der er gået, og samtidig forsøge at se lidt ud i horisonten.

Kære medlem

2019 har på mange måder været et turbulent år for turistforeningen.

Arbejdet med dannelsen af det nye destinationsselskab, som skal samle både Frederikshavn, Læsø, Brønderslev og Aalborg Kommuner i en fælles turismeindsats, har i årets løb krævet stor opmærksomhed, og det har helt naturligt også rejst en lang række spørgsmål om fremtiden for vores destination.

Det nye destinationsselskab skal være køreklart den 1. januar 2021, altså om lidt over et år, men hvilke arbejdsopgaver, der skal løses af det nye store destinationsselskab, er endnu ikke afklaret. Der venter vi spændt på kommunernes udspil.

Turistforeningen Turisthus Nord fortsætter dog uændret. Vi har en sund økonomi og går ind i det nye år med planerne om et højt aktivitetsniveau. Det betyder en lang række indsatser for at udvikle og markedsføre vores område, så vi også fremover kan glæde os over mange glade gæster.

Stor debat om turismen i Skagen

Året 2019 vil helt sikkert også blive husket for den debat om turismen i Skagen, som i årets løb har skabt en del avisoverskrifter og endda direkte udsendelse på TV-Avisen. Den foreløbige kulmination kom med borgermødet i november, hvor alle interesserede havde mulighed for at bringe deres holdninger frem.

Vi er i Turisthus Nord meget opmærksomme på, at turismen i vores område skal være bæredygtig, og det er mit indtryk, at vores erhvervsaktører over en bred kam deler den holdning.

Men samtidig er det vigtigt, at vi ikke går i panik, starter skræmmekampagner eller indfører misforståede hovsaløsninger, som fx en særlig Skagen turisme-skat. Skagen ville ikke være Skagen uden vores mange gæster, og alle er velkomne – uanset om du kommer for at nyde naturen i ro og mag eller for at opleve uge 29 sammen med andre feststemte. Sådan skal det også være i de kommende år.

Gæsterne er stadig glade

Netop i lyset af debatten om turismen i Skagen, er det ekstra glædeligt, at vi netop har fået resultaterne af Gæstetilfredshedsanalysen 2019.  

Analysen, som Turisthus Nord hvert andet år indkøber hos Dansk Kyst- og Naturturisme, måler gæsternes tilfredshed i vores byer og sammenligner den med andre udvalgte danske kystferiebyer. Og ja, vi kan også denne gang glæde os over fremragende resultater.

Tilfredshedsanalysen er en undersøgelse, som vi altid imødeser med spænding, for gæsternes tilbagemeldinger er vores vigtigste pejlemærke. 

Cirka 300 gæster i henholdsvis Skagen, Frederikshavn og Sæby er blevet spurgt om deres ferieoplevelser, og undersøgelserne er vel at mærke foretaget i de travleste sommeruger her i 2019.

Hvis vi ikke leverer i højsæsonen, så vil det straks kunne ses i analysen. Men vi kan sagtens tillade os at lade champagnepropperne springe, for det er rigtig flotte anmeldelser, som gæsterne giver. 

I artiklerne i dette nyhedsbrev – som du finder herunder - dykker vi lidt ned i undersøgelserne for Skagen, Sæby og Frederikshavn, og du finder også links, så du selv kan downloade og nærstudere rapporterne.

Vi har også spurgt turismeforsker Peter Kvistgaard om hans vurdering af, hvorfor Skagen gang på gang får så flotte gæsteanmeldelser. Jeg kan varmt anbefale artiklen.

Sæt kryds i kalenderen

Nu vi er ved de positive nyheder:

I Turisthus Nord har vi i år haft en markant medlemsfremgang på hele 35 nye medlemmer, og den opbakning er vi selvsagt meget glade for. Vi arbejder hårdt for at få flere nye medlemmer, fordi det sikrer, at vi fortsat kan tale med en stærk stemme.

Og ikke nok med det: Danmarks Statistik har netop udsendt overnatningstallene for oktober, og her har vi haft en vækst på + 16 % i hele kommunen.

For året som helhed ser vi generelt en pæn vækst også i ydersæsonen, og det giver en positiv effekt i hele erhvervet.

Med det positive afsæt kigger vi ind i det nye år, og her kan du allerede glæde dig til følgende medlemsarrangementer i 2020:

  • Turisthus Nord Nytårskur onsdag den 29. januar kl. 15 på Ruths Hotel.
  • Netværksmøde for medlemmerne med spisning og musicalen ”Midt om Natten” i Arena Nord søndag den 15. marts kl. 12.30

Nærmere informationer samt tilmeldingslink til begge arrangementer følger i starten af det nye år, men jeg håber, du vil sætte kryds i kalenderen allerede nu.

Med ønsket om en glædelig jul samt et godt nytår,

René Zeeberg