Palmestranden Frederikshavn

Frederikshavns gæster er vilde med atmosfæren, byen og stranden

12/18/2019René Zeeberg
Foto: Turisthus Nord

Det er især byens atmosfære og stranden, som turisterne peger på, når de skal anbefale Frederikshavn som feriemål til deres venner og familie.

Ud af 300 adspurgte svarer hele 91%, at de er meget tilfredse eller tilfredse med deres ferie i Frederikshavn.

Det er nok til at sikre Frederikshavn karakteren 4,5 ud af 5 mulige, hvor gennemsnittet for alle de 37 undersøgte kystbyer er 4,6.

Gæstetilfredshedsanalysen, som er udarbejdet for Turisthus Nord af Wilke og Dansk Kyst- og Naturturisme, undersøger, hvor glade gæsterne er i 37 danske kystferiebyer.

Og selv om Frederikshavn ikke høster topkarakter som Sæby og Skagen, så er der stadig rigtig mange tilfredse gæster. Målingen er lavet i juli og august måned.

Glade for atmosfæren

I undersøgelsen bliver gæsterne også spurgt om de vil anbefale Frederikshavn som feriemål til andre, og her scorer Frederikshavn en smule under gennemsnittet for de 37 kystferiebyer med en såkaldt Net Promoter Score på 58, hvor gennemsnittet 62.

De gæster, der gerne vil anbefale Frederikshavn, de såkaldte ’ambassadører’ er især glade for atmosfæren, byen og stranden.

De ’neutrale’ gæster – altså dem, som hverken vil anbefale eller fraråde Frederikshavn, har svært ved at pege på ting, der kan gøres anderledes: Hele 36% svarer, at de ikke ved, hvad der skal forbedres.

Også i Frederikshavn er der forskelle, når det handler om ambassadørernes nationalitet: 71% af nordmændene og 71% af danskerne er ambassadører for Frederikshavn, mens ’blot’ 59% af tyskerne vil anbefale Frederikshavn.

Specifikke forhold på destinationen

Når gæsterne bliver spurgt til specifikke forhold i Frederikshavn, er der høje karakterer til den generelle venlighed fra befolkningen (4,7 ud af 5 mulige). Samtidig er gæsterne glade for, at der er pænt og rent i Frederikshavn (4,7) og at byen er børnevenlig.

Skal man pege på forhold, som gæsterne mener bør forbedres, er det de offentlige toiletter, der høster den laveste karakter (3,7) og også det generelle prisniveau i byen får relativt dårlig karakter. Det er i øvrigt en kritik, der går igen i Skagen og Sæby samt i de øvrige kystdestinationer i undersøgelsen.  

Til gengæld er der i Frederikshavn flere (20%), der savner bedre skiltning.

Gennemsnitligt tilfredse med overnatningsstederne

Kritikpunktet om pris i forhold til kvalitet, dukker op igen, når gæsterne bliver spurgt om, hvor deres tilfredshed med overnatningsstederne i Frederikshavn. Her får man karakteren 4,3.

Overordnet set er gæsterne gennemsnitligt tilfredse med overnatningsstederne – karakteren 4,5 er på niveau med de andre 49 byer i undersøgelsen.

Men der er dog nogle advarselslamper: 28% af de gæster, der har overnattet i hotel, feriecenter, vandrerhjem og B&B i Frederikshavn er utilfredse.

Ligeledes er 17% af gæsterne, der har sovet i lejet feriehus, utilfredse.

Frederikshavns gæster kommer for stranden og kysten

Når gæsterne bliver spurgt, hvorfor de har valgt at holde ferie i Frederikshavn, svarer hele 22%, at de kommer for at nyde kysten, havet og stranden. 16% kommer for at slappe af og 15% for at have tid med familien.

Hele 12 % af gæsterne i Frederikshavn har besluttet sig samme dag – mens 18% har besluttet sig mindre end 1 uge før afrejsen. 11% svarer, at de har besluttet sig for Frederikshavn som rejsemål for mere end ½ år siden.