Juleklip - familiehygge

Gamle og nye julelege i Toppen af Danmark

Mange underholdningsspil og -lege hører til i juletiden. Det er en del af vores juletradition at lege julelege. Skikken med at lege mus og nippe strå er måske nok gået af mode, men andre, nyere lege og spil dukker op i de danske hjem som pakkespil og lag på lag pakkeleg.

Mus

Man lægger nogle håndfulde pebernødder eller nødder på bordet. Når alle spillere er klar, udpeges en person til at være "den". Han eller hun skal så lukke øjnene, mens alle de andre spillere bestemmer, hvilken pebernød der skal være musen.

Nu skal personen så tage så mange pebernødder fra bordet som muligt - og undgå at tage musen.

Hvis personen tager musen, råber alle andre MUS. Så stoppes spillet og det tælles op, hvor mange mus personen har fået.

Spillet går videre til alle har prøvet. Den, som har erobret flest pebernødder har vundet.

Pakkespil

Pakkespillet er en leg af nyere dato, som har vundet stor popularitet. Det er kendetegnet ved at være dybt uretfærdigt og meget upædagogisk, da pakkerne man spiller om ikke fordeles ligeligt mellem deltagerne.

Til spillet skal alle medbringe en eller flere flot indpakkede gaver. De lægges midt på bordet. Alle spillerne sætter sig rundt om bordet, og spillet kan gå i gang. Man slår terning om gaverne. Den, som slår en 6'er har lov at vælge en af gaverne fra bordet, men må ikke pakke den op. Den næste, som slår en 6'er må vælge en af gaverne på bordet - eller en af de pakker som en anden spiller har valgt. Man må altså hugge pakker fra hinanden.

Spillet slutter på et aftalt tidspunkt. F.eks. kan man sætte et æggeur til at ringe efter 25 minutter, så det bliver en overraskelse for alle, hvornår spillet stopper. De gaver, man har tilkæmpet sig i løbet af spillet, må man beholde. Det er her det uretfærdige i spillet kommer ind. Nogle får mange gaver og nogle slet ingen.

Overraskelsen er så, hvad der er inden i gaverne. For det kan jo være et stykke lækkert  chokolade eller en toiletrulle, måske en flot dækkeserviet eller en pose brune bønner over sidste salgsdato.

Kampen om mandlen

Ifølge traditionen skal der kun være en enkelt hel mandel i skålen med risalamande eller ris a'la mande. Den, der finder mandlen, vinder mandelgaven. Mandelgaverne er vidt forskellige, alt efter familie og tradition. Nogle får den traditionelle marcipangris, andre chokolade eller et spil.

Rygtet siger, at der snydes rundt om i de danske hjem. Især i de hjem, hvor der er børn. Her sørger de voksne for, at det er børnene, som finder mandlen. Så er julefreden bevaret, og julelysene tændt i børneøjnene.

En del af kampen om mandlen foregår, mens risalamanden nydes. Den, som finder mandlen, holder det skjult så længe som muligt, så resten af selskabet er tvunget til at spise al risalamanden. Det kan give anledning til megen debat omkring bordet og skuespillertalenterne kommer i brug.

Nippe strå

Nippe strå er en gammel juleleg, hvor deltagerne trækker tov. De to midterste personer skal være en dreng og en pige. Mens resten af selskabet trækker i tovet, skal enten drengen eller pigen forsøge at nippe et strå fra modstanderens læber - det kan let ende med et kys.

Nu er det jul igen

Denne lege er ofte brugt som afslutningen på dansen omkring juletræet. Mens man leger, synger man et enkelt vers, som lyder: "Nu er det jul igen, nu er det jul igen, og julen varer lige til påske. Nej det er ikke sandt, nej det er ikke sandt - for der imellem kommer fasten." Dette vers gentages mange, mange gange, mens man leger. Man tager hinanden i hænderne og danner en lang kæde. Først danses omkring juletræet et par gange. Nu sættes tempoet, og man danser gennem hele huset, rundt i alle rum og nogle gange også udenfor. Den, som danser først bestemmer ruten. Legen er ovre, når alle er så forpustede, at de ikke kan løbe mere.

Nisse

At lege nisse er en af de nyere julelege, der er ved at blive en fast juletradition på mange arbejdspladser, skoler mv. Legen går ud på at man i hemmelighed skal være nisse for hinanden. Legen fungerer bedst, hvis man er en gruppe på 5 eller flere personer, der dagligt mødes i december måned. Ved starten af julemåneden skrives deltagernes navne på små lapper papir. De lægges i en beholder, så alle deltagere kan trække et navn. Det navn, som man trækker, er hemmeligt - og man skal være nisse for den person indtil jul. Som nisse kan man drille og forkæle sit offer hele december måned. Til jul skal offeret derefter prøve at gætte, hvem nissen er. Drillerierne er for det meste ganske harmløse, hvor småting forsvinder og dukker op igen eller lignende. Som sød nisse kan man forære sit offer chokolade, julesmåkager eller små søde breve. Når alle har gættet deres nisse, er legen slut.

Lysrace

Hver gæst har et juletræslys ved sin plads ved bordet, når julemiddagen begyndet om aftenen. Når man sætter sig til bords, bliver alle lys tændt, og det gælder nu om, hvis lys der brænder i længst tid. Her er det tilladt at bruge ufine tricks såsom at puste til de andres lys, afskærme for træk mv. Vinderen modtager en lille gave.

Lag på lag pakkeleg

En gave pakkes ind i mange forskellige lag papir og forskellige størrelser af papkasser. Gæsterne sætter sig ved et bord og slår med terninger. Hvis man slår en 6'er, må man pakke et lag af gaven. Den person, der pakker det sidste lag af gaven op, må få pakkens indhold. Man kan også gøre det svært at pakke op ved at al udpakning skal foregå med luffer, hue og halstørklæde eller med bestik.

Mere om Toppen i Børnehøjde - sjov for børn i Toppen af Danmark

Del denne side

Vil du på ferie i Toppen af Danmark?

Find et godt sted at overnatte i Toppen af Danmark i din juleferie. Her er både hyggelige små kroer og hoteller med ro og fred og feriecentre med masser af aktiviteter for hele familien.

Udvalg af kroer og hoteller

Feriecentre

Feriehusudlejere

Andre overnatningsmuligheder