Ferie i Tversted

Tversted er en lille fredfyldt perle med stort sommerhusområde helt ud til Tannisbugt.

Den brede, hvide Tversted Strand har plads til alle! Børnene leger i vandkanten og i klitterne. Hundene er velkomne til at køle sig i det friske hav. Bilerne holder i flere rækker, og fra sidst i juni til midt i august våger Trygfondens Badetårn over badesikkerheden.

Tversted er indbegrebet af badeferie med slentreture i den hyggelige landsby. Her kan man shoppe kunsthåndværk og nyde en forfriskning på byens caféer. Omkring Tversted ligger flere antikvitetsforhandlere, så her er gode fund at gøre.

Tversted Klitplantage er Nordjyllands ældste og området er et yndet udflugtsmål, især omkring Tversted Søerne. I klitplantagen er der mulighed for overnatning i shelters, en tur op i udsigtstårnet og leg på den store naturlegeplads. Ved madpakkehuset eller ved grillpladserne kan medbragte mad nydes. Lidt øst for klitplantagen, i ”Østerklit” ligger Stokmøllen, som er Danmarks sidste fungerende stokmølle.

Længere østpå ligger én af området største attraktioner; Ørnereservatet. Her man kan opleve de store, smukke rovfugle i de interessante forevisninger i reservatet. En enestående oplevelse.

Vestkystruten (cykelrute), Nordsøstien(vandrerrute) og Rideruten.dk går alle gennem Tversted og Tversted Klitplantage; i østlig retning mod Skiveren og Skagen, i vestlig retning mod Hirtshals, Lønstrup og Løkken. I området ved Tversted findes desuden flere lokale cykel- og vandreruter

Velkommen til ferie og gode oplevelser i Tversted.

Del denne side