Hver cykeltur i og rundt Frederikshavn har sin charme

Kør mod syd til Bangsbo med den Botaniske Have, museet, Møllehuset og dyrehaven. Fortsætter du herfra mod vest kommer du til Vandværksskoven med søen og de krogede gamle træer, videre helt op til Cloostårnet der rejser sig på toppen af bakken - her er der en fantastisk udsigt. Kør herfra til Knivholt Hovedgaard hvor du kan se Danmarks største ølsamling, fasaner og komme tæt på historien.

Du kan også vende cyklen mod nord til Palmestranden, hvor du om sommeren har mulighed for det perfekte hvil med is og afslapning i palmernes skygge. Herfra er der god cykelsti til Strandby og videre til Skagen, hvor Danmark ender.

Når du er på cykelferie er det oplagt at overnatte i Frederikshavn 
Det er nemt at komme til byen med færge, tog, bus eller med bil fra motorvejen. Tag en overnatning eller to i byen og cykl ud på ture i den dejlige natur der er rundt om byen. I hele området er der mange afmærkede nationale, regionale og lokale cykelruter, som fører dig gennem en enestående natur og smukke landskaber til hyggelige byer. Vil du opleve mere, er der også mange forskellige overnatningsmuligheder langs ruterne.

På mountainbike gennem skov og krat 

Er du til fart og spænding? I Frederikshavn finder du en spændende og udfordrende mountainbike-rute i Pikkerbakkerne. Du kan også tage en tur i Vandværksskoven. Her er ruterne ikke afmærkede og tur skal foregå med respekt for naturen og området.

Der er også gode opmærkede spor i Sæbygaardskoven - og husk at alle ruterne både i Frederikshavn og resten af Toppen af Danmark egner sig for ture med hele familien, også dem der ikke har fart i blodet.

Andre oplevelser i Toppen af Danmark