Når lyset vender tilbage, og alting grønnes går tankerne til Skagen

Nu ved vi det starter, luften dirrer af forventning, forårsstemte folk kommer til byen, og gaderne bliver levende med folk i alle aldre, og glade stemmer høres overalt.

Foråret i Skagen er for mange ensbetydende med at se venner og familie, nyde hinandens selskab, spise påskefrokost, grine sammen og bare hygge.

Stolene stilles ud igen foran Jakobs Café & Bar. Skagen Fiskerestaurant og Pakhuset slår skodderne fra og ligesom alle andre restauranter og cafeer i Skagen, gør de klar til at servicere glade forårsgæster.

Ud i naturen

Det er også tid til at nyde foråret i den helt fantastiske natur i området. Friske gåture hvor du mærker forårsluften give fornyet energi.

Massevis af trækfugle kommer fra syd – de har Grenen som pejlemærke for deres videre tur mod Norge. Det Grå Fyr er et perfekt sted at opleve fugleflokkene, glide hen over dit hoved.

På heden nord for Skagen Odde Naturcenter, spirer alting frem lige nu. Hvis du er tidligt ude, kan du opleve rådyr springe af sted, eller ræven der sniger sig ad sin vanlige rute, over heden til stranden, for at finde mad.

Du kan høre fuglene kvidre, og er du heldig at høre noget, der lyder, som når du puster i en flaske, er det rørdrummen der brummer sit parringskald.

Ved stranden

I Skagen finder du de skønneste strande hele vejen rundt. Her kan du, også om foråret, nyde naturen i dens rå facon, og gå på jagt efter fine skatte såsom rav og hulsten eller kravle i bunkers. Hvis naturen ikke kan blive vild nok for dig - så tag med på oplevelser sammen med OutNature.

Er du til Vesterhavets bølger og brusen, og strande med masser af sten, skal du tage til Nordstrand eller Gl. Skagen.

Hvis du vil have mere roligt vand og sandstrand, skal du tage til Sønderstrand ved Vippefyret eller til Damstederne (adgang fra Damstedvej), hvor både børn og voksne kan få mange oplevelser.

Ved Damstederne finder du den flotte forhenværende kongevilla Klitgården, Skagen Klitplantage og den imponerende Damsted Klit. Der er en fantastisk udsigt fra toppen, og det er sjovt for alle at løbe ned ad den stejle klit mod vandet. Her er også rig mulighed for strandfiskeri.

Måske har du lyst til at tage dig et friskt dyp i de stadig kolde bølger, og hvilket smukkere sted at gøre det end på standende omkring Skagen?

Grenen er også et oplagt mål for en påskegåtur. Her kan du blive blæst godt igennem, og kan opleve sæler i vandet eller dasende på en bunker.

Eller deltag i et af de spændende arrangementer som foråret også byder på.

Velkommen til forår i Skagen, når byen og naturen åbner igen.

Andre oplevelser i Toppen af Danmark