Bangsbo Fort

Bangsbo området

Foto: Toppen af Danmark

Det smukke Bangsbo-område inviterer til oplevelser for hele familien. Nyd den pragtfulde natur, de historiske bygninger, freden og idyllen, kulturen, udsigtspunkterne, kondistierne, naturlegepladsen, dyrelivet og botanikken.

Området omkring herregården Bangsbo byder på noget af landsdelens mest storslåede natur – dannet under den seneste istid med høje bakker og dybe slugter. Fra Bangsbo fører Vrangbækvej ind i en dal, hvor Bangsbo Å har skåret sig ned i bakkerne. Her starter Kongestien, der fører op til en stor jernalder-gravplads. Kongestien fører dig også gennem Vandværksskoven til Cloostårnet på toppen af Falde Bakke, 100 m over havet. Umiddelbart bag Bangsbo Hovedgård finder du dyreparken med dådyr og kronhjorte. Her er også en stor naturlegeplads – et godt sted at nyde madkurven. Besøg også Bangsbo Fort og se det store bunkeranlæg fra anden verdenskrig.