Fantastisk friluftsliv

Kommer du uden fiskestang, er der mange andre spændende fiskeoplevelser – livet på havnen, en tidlig morgen på fiskeauktionen eller muligheden for at købe frisk fisk direkte fra kutteren. Børnene vil elske at fiske krabber mellem stenene. Det er spændende for hele familien.

Kyst- og molefiskeri

Kystfiskeren har kronede dag i Toppen af Danmark, for bortset fra fredningsbælter på 500m på hver side af vandløbenes udmundinger i havet er der gode fiskemuligheder overalt. Kyst- og molefiskeri er for alle. Det er let at gå til – så selv børnene kan være med. Og samtidig byder kysten på udfordringer for selv den mest erfarne og passionerede lystfisker. Fra det hyggelige medefiskeri med chance for rødspætte, torsk, ål og ulk til avanceret fluefiskeri efter laks og havørred, hvor waders og vadestok hører til påklædningen. Eller spinnefiskeri efter sild, makrel og hornfisk, når det er sæson. Dette fiskeri foregår fra molerne eller i havnebassinerne, hvor disse fiskearter ofte søger ind. Du har hele den lange kyststrækning til rådighed. Chancen for fangst er god, da mange fiskearter går ganske tæt på land for at søge føde, ofte inden for revlerne, hvor du ikke behøver være super-kaster for at nå dem. Det gælder både havørred, fladfisk, småtorsk og ål. Måske også en fjæsing, og så skal du vare dig for dens giftige pigge. Til gengæld smager den delikat.

Fisketilladelse, mindstemål og fredning

I Danmark skal alle lystfiskere mellem 18 og 65 år indløse det statslige fisketegn (købes online på fisketegn.dk), hvorefter det er gratis at fiske fra kyst og mole. Fiskeri i sø og å kræver enten tilladelse fra lodsejeren eller fiskekort fra den lokale sportsfiskerforening. Fiskeri i Put & Take søer kræver ingen af delene, men en adgangsbillet.

En herlig dag ved sø og å

Åens vand flyder dovent forbi. Fluerne svirrer lavt over vandoverfladen. Lidt borte bryder en bækørred overfladen og napper en flue – din flue – og kampen begynder. Toppen af Danmark rummer en række åer med godt ørredfiskeri – også havørred. Fiskeriet er dog ikke frit, det kræver fiskekort fra den lokale sportsfiskerforening. Det samme gælder de naturlige søer. Spørg på Turistbureauet! Lettere tilgængelige er de mange Put & Take fiskesøer, hvor der ofte er et meget fint fiskeri.

Grav dine egne sandorm

Det er lettest at grave sine egne sandorm ved de lavvandede områder på østkysten. Det eneste, du behøver er en havegreb eller et stampebræt – og at tjekke dmi.dk for, hvornår næste lavvande indtræffer. Vælg et lavvandet sted med sandbund. Hvis havbunden er helt eller delvis tørlagt ved ebbe, er det lettest at grave med greb. Sandormens huller findes let, fordi der ligger en lille tue af ”sand-pølser” over hullet. Er der lidt dybere vand – til knæet eller midt på låret – kan du stampe sandormene. Du skal bruge et bræt på ca. 1 meter med en snor i den ene ende. Brættet trædes ned over sandorme- tuerne, hvorefter du med fod og snor stamper fire-fem gange på havbunden. Det får sandormene til at flygte op af deres huller, hvor du så snupper dem med et lille net eller en køkken-si. Se mere på Youtube. Søg på Sandorm. De bedste steder at grave eller pumpe sandorm er syd for Strandby Havn, nord for Frederikshavn Havn, og syd for Voerså Havn. På vestkysten er det svært at grave sandorm, men både her og på østkysten kan du ofte købe dem i fiskegrejsbutikkerne. 

Her kan du bo i Toppen af Danmark

Bladr i listen og find lige præcis det hotel du har lyst til at bo på, og book dit ophold med det samme

Andre oplevelser i Toppen af Danmark